SFS: 2 foredrag om hhv. “DNA” og “Retsbetjenten”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer lørdag den 4. november 2023 alle interesserede til 2 spændende foredrag i Sønderborg.

Dagens program:
Kl. 10.30: Foredraget ”DNA-slægtsforskning: Mine farfædre fik ingen børn” ved Peter Olsen, Thisted.
Slægtsforsker Peter Olsen viser teknikker og metoder, man kan anvende til at få succes med DNA-slægtsforskning. Hvordan bevarer man overblikket over de match, man har arbejdet med, og overblikket over, hvilke af ens aner, der rent faktisk var ens biologiske slægt? Desuden viser Peter, hvordan han konkluderede, at hans farfar ikke var hans fars biologiske far, og hvordan han fandt sin biologiske farfar. Der vises eksempler fra FamilyTreeDNA, MyHeritage og DNAPainter.

Kl. 13.00: Foredraget ”Retsbetjenten – lokalforvaltningens dømmende og udøvende magt” ved Mette Seidelin, dr.phil., Rigsarkivet Odense.
Retsbetjenten er en fællesbetegnelse for de byfogeder, herredsfogeder og birkedommere, som før 1919 varetog den lokale politi- og domstolsforvaltning. Foredraget belyser retsbetjentens mangeartede opgaver og præsenterer ved hjælp af eksempler, hvordan man kan bruge kilder fra retsbetjentene til at komme tæt på sine aner.

Foredragene afholdes i samarbejde med FolkeUniversitet.

NB: Der vil i løbet af pauserne og efter foredragene være mulighed for at snakke med andre slægtsforskere samt evt. stille spørgsmål i forbindelse med slægtsforskning.

Tid og sted: Kl. 10.30-ca. 15.30, Salen, Multikulturhuset, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.
Entré: 50 kr. for gæster (dvs. ikke-medlemmer), mens medlemmer har gratis entré.

Parkering: Der henvises til P-huset (med indkørsel overfor Alsik) eller til de gratis p-pladser under Christian X´s bro eller ved Kasernen.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *