Slægtsforskertræf i Sønderborg

Slægtsforskertræf 19. september 2015 i Sønderborg:

Få en hyggelig dag sammen med andre slægtsforskere.
Træffet afholdes i Salen, Sønderborg Bibliotek, Kongevej 19-27, 6400 Sønderborg. Indgang og P-plads via Ahlmannsvej.

Slægtsforskertræffet er en hyggelig dag, hvor det vil være muligt at se andres forskning, høre et foredrag, få ideer til din egen slægtsforskning, samt mulighed for at skabe kontakt til andre slægtsforskere, der måske arbejder med de samme navne eller områder.

Alle interesserede inviteres hermed til Slægtsforskertræffet og til at vise noget af den spændende slægtsforskning, som vi hver især arbejder med.
Det kan f.eks. være et ringbind med breve, udkast til en slægtsbog, postkort fra 1. verdenskrig, diasshow på PC, eller en enkel slægtstavle der kan hænge på væggen.
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du vil præsentere din interesse.

Om du er nybegynder eller har slægtsforsket i flere år er uden betydning – alle er velkomne til at deltage i Slægtsforskertræffet som gæst eller udstiller.

Dagens program:
Kl. 10.00-14.00:  Udstilling og hyggeligt samvær.
Kl. 14.00-15.30:  Foredrag:Plejebørn, tyveknægte og andre skæbner”  ved vagtmester Peter Wodskou Christensen, Rigsarkivet i København.
Peter Wodskou Christensen giver eksempler fra egen slægtsforskning. Eksemplerne tager udgangspunkt i aner, som i første omgang syntes umulige at komme videre med. Men ved ihærdig søgen i mindre benyttede arkivfonde er det lykkedes at finde nye spændende og bevægende oplysninger til slægtshistorien.

Praktiske oplysninger:
Gratis entré. Deltagelse i hele træffet eller dele heraf er gratis.

Træffet afholdes i Salen, Sønderborg Bibliotek, Kongevej 19-27, 6400 Sønderborg. Indgang og P-plads via Ahlmannsvej.

Gratis mad til tilmeldte udstillere:
Der vil være mulighed for at købe sodavand, te og kaffe til træffet.
Slægtshistorisk Forening Sønderjylland indkøber og betaler for en madpakke (formentlig 3 halve stykker smørrebrød) til de tilmeldte udstillere. Tilmelding som udstiller er derfor nødvendig.

NB: Gæster og ikke-tilmeldte udstillere skal selv medbringe mad, da der ikke er mulighed for at købe mad på biblioteket.

Tilmelding som udstiller skal af hensyn til bestillingen af maden ske senest 13. september 2015 til foreningens sekretær pr. mail eller telefon.
Fortæl gerne lidt om, hvad du udstiller og hvor meget plads du forventer at have brug for f.eks. 1 eller 2 borde, opslagstavle eller vægplads.

Print evt. dagens program fra denne pdf-fil: SFS-Slægtsforskertræf2015.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *